Hospitalets historie

I 1759 blev der oprettet et sygehus i Hørsholm til patienter med veneriske sygdomme (f.eks. syfilis, dysenteri og tyfus), ben- og armbrud samt andre akutte skader.

I 1775 blev sygehuset revet ned, da den nye Kongevej skulle løbe der hvor sygehuset lå, men i 1819 skænkede Kong Frederik VI egnen to bygninger i Usserød med plads til 10 patienter fordelt i fire små sygestuer. Sygehuset fik navnet Hirschholm Distrikt Sygehus.
I 1863 blev sygehuset bygget om, så der nu blev plads til 20 patienter og der kom badeværelse med varmt vand samt luftkloset. I 1868 fik sygehuset petroleumslamper og to år senere blev sygehuset udvidet til 50 sengepladser.
I 1897 byggede Frederiksborg Amt et amtssygehus på Usserød Kongevej med 49 sengepladser: en medicinsk-kirurgisk afdeling til 22 patienter og en epidemiafdeling til 27 patienter. Navnet blev Usserød Sygehus. I 1923 kom der en ny afdeling med centralvarmeanlæg og operationsstuer. Sengepladserne blev samtidig øget til 85.
Fra 1955-1961 blev sygehuset udvidet til 100 sengepladser.
I 1992 blev sygehuset i Hørsholm lagt sammen med Helsingør og den 1. januar 1993 skiftede sygehuset navn til Hørsholm Sygehus.

I 1999 fik sygehuset, som en del af et udviklingsprojekt, status af frisygehus til primært planlagte operationer med egen bestyrelse og sygehusledelse og med 44 sengepladser. 1.januar 2007 blev Hørsholm Hospital en del af Nordsjællands Hospital, der dengang bestod af hospitalerne i Frederikssund, Hillerød, Helsingør, Hørsholm og Esbønderup. I 2008 blev det daværende Nordsjællands Hospital opløst og Hørsholm Hospital (som det nu hed) blev lagt ind under Hillerød Hospital.

Pr. 1. februar 2011 blev Hørsholm Hospital lukket. Funktionerne på hospitalet flyttede overvejende til Hillerød og Gentofte hospitaler. Da Hospitalet lukkede i 2011 rummede det ca 20.000 m² etageareal, med ca 170 medarbejdere og 44 sengepladser.

Den 1. oktober 2015 blev bygningerne solgt til Hørsholm Kommune.