Velkommen til PH Park

Farvel til Hospitalsgrunden og goddag til PH Park. Kommunalbestyrelsen besluttede mandag den 25. september, at Hospitalsgrundens blivende navn er PH Park.

”PH Park er et storslået navn, som forpligter og på bedste vis viser de høje ambitioner for Hørsholms nye kvarter samtidig med, at det hylder et beundret bysbarn” siger borgmester Morten Slotved.

Først sagde Økonomiudvalget JA den 25. september, og dernæst Kommunalbestyrelsen: PH Park er det helt rigtige navn til det, der i dag er kendt som Hospitalsgrunden eller Sygehusgrunden.

Hørsholm Kommune har med PH Park fået et navn, der matcher de tre kriterier, som var blevet formuleret af Økonomiudvalget i april 2017. Navnet er fundet via en åben navnekonkurrence blandt byens borgere og derefter er alle navnene vurderet af en bredt sammensat navnekomite.

Navnekomiteen, der består af indenbys og udenbys borgere samt repræsentanter fra det lokale erhvervsliv og kulturliv samt branding-, historie- og arkitektureksperter, har haft til opgave at vurdere de imponerende 228 forskellige forslag ud fra tre kriterier. Komiteen har således holdt hvert navn op og set på, om det har høj markedsføringsværdi, høj grad af historisk tilknytning til Hørsholm og højt internationalt kendskab.

Komiteen pegede herefter på PH Park. Et valg som Hørsholm Kommunes politikere altså også var helt enig i.

”Vi har fundet det rigtige navne. I visionen for Hospitalsgrunden indgår bl.a. ord som nytænkende, innovativ arkitektur, trivsel og muligheder og højt til loftet. Alle ord som også kan forbindes med Poul Henningsen, hans ideer og hans mangfoldige virke, ” siger borgmester Morten Slotved. ”Jeg er stolt af, at vi får muligheden for at hylde et bysbarn, som stadigvæk har meget at sige os i dag. ”

Det er Hørsholm Kommunes forventning, at de første 1-2 byggefelter på grunden ud af i alt fire sættes til salg i 2018.

Vinderen af navnekonkurrence

I forbindelse med navnekonkurrencen har Hørsholm Kommune udloddet et gavekort på 500 kr. til Kulturhus Trommen til den, der har foreslået vindernavnet. Hørsholm Kommune vil nu straks kontakte vinderen, og overbringe den gode nyhed.

Hørsholm Kommune inviterer i øvrigt alle til være med til at markere grundens nye navn samt, at området igen kan bruges til en god gåtur efter at de store nedrivningsmaskiner er væk. Det sker lørdag den 7. oktober fra kl. 11. Programmet offentliggøres på Facebook og på hjemmesiden snarest.

 

Fakta

Om PH

Poul Henningsen (1894-1967) var Hørsholm-borger fra 1948 frem til sin død. Han var mangesysler, bl.a. arkitekt, lysmager, revyforfatter, filminstruktør og samfundsrevser. Han var en æstetisk multikunster, og han var ambitiøs, visionær og nytænkende. Som kunstner var han kendt under initialerne PH. PH har gennem tiden skabt unik arkitektur og design, som er verdenskendt, f.eks. lampen Koglen.

I 1954 tegnede og indrettede han værtshuset Kronhjorten ved Ridebanen. Kronhjorten blev revet ned i 1978.

PH Park ligger 700 meter fra PH’s hjem gennem næsten 20 år i Usserød.

Før Hospitalsgrunden – nu PH Park

Hørsholm Kommune er ved at byudvikle den næsten 6 hektar store grund på Usserød Kongevej 102. Indtil 2011 et regionshospital, fra 2015 Hørsholm Kommunes grund ejendom og om nogle få år et attraktivt boligområde med huse af høj kvalitet og åben parkstemning.

Navnekomiteen

Navnekomiteen består af indenbys og udenbys borgere samt repræsentanter fra det lokale erhvervsliv og kulturliv samt branding-, historie- og arkitektureksperter:

Ida Rosenstand Klahn, afdelingschef, Museum Nordsjælland
Johan Bramsen, associeret partner i Pluss
Linda Sjöström, formand for Hørsholm Erhvervs Netværk
Mette Wallach, udenbys borger og journalist
Morten Bast Hall, elev på Rungsted Gymnasium
Ole Byrgesen, aboretmester, Aboretet
Stefan Skafdrup, ejendomsmægler

Læs komiteens motivation for valget her